|
|
||||||||||||||||||||||||
|
Her er plads til alle aldre og størrelser, og uanset på hvilket niveau du rider eller træner din hest, står vi klar til at hjælpe dig. Vores yngste rytter er pt. tre år og den ældste er 55. Vi må dog også ærligt indrømme, at hvis du ikke interesserer dig for, hvordan hestens hjerne og krop fungerer, så kommer du nok ikke til at føle dig hjemme her. Vi er ikke fanatiske, men absolut perfektionister! Og hvis det er "alternativt" at træne ud fra indlærings- og adfærdsteori samt biomekanik, så kald os bare det For os er hestenes trivsel det vigtigste, og vi går ikke på kompromis for at opnå hurtige resultater. Hver enkelt hest trænes individuelt, med fornuft og logisk sans. Konsekvens er et nøgleord hos os.
Når du får din hest trænet hos os, garanteres du, at hele forløbet foregår på hestens præmisser. Vi ved, at tingene tager tid, og at man ikke kan forcere noget for at komme hurtigere til målet.
Der arbejdes med alle heste 6 dage i ugen for at sikre dem det optimale trænings- og uddannelsesforløb. Har en hest specielle behov mht. træningstid og pauser, tages der selvfølgelig hensyn til dette. Der vil i tæt samarbejde med ejeren blive lagt en træningsmodel, som passer til den enkelte hest, samt de ønsker, ejeren har for uddannelse af hesten. Dette sker naturligvis altid ud fra hestens niveau og kapacitet. Alle vores heste går på fold i de fleste af døgnets lyse timer (døgnfold om sommeren), og fodres i et aktiv fodersystem, så de får deres foder fordelt på 7-10 gange i døgnet. De har hø på folden i en specialbygget høhæk, så de skal arbejde lidt for føden, og ikke spilder det hele på jorden. I stalden står de på halm, og får selvfølgelig hø ad libitum. Vi fokuserer meget på optimal fodring, som garanterer, at hesten får de fodermidler, vitaminer og mineraler, som den har brug for. Vi har egen 30x50 ridehal med mulighed for åbne sider, 20x60 ridebane, skridtbånd samt gode ridemuligheder i terræn. Desuden er der gode træningsmuligheder i omegnen og vi har egen trailer. Vi tilbyder desuden trailerlæsning samt diverse problemløsningsopgaver hjemme hos dig. |
Vores heste
|
|||||||||||||||||||||||
|
Copyright © 2006-2010 fridalaursen.dk. All Rights Reserved.
|
||||||||||||||||||||||||