..:: HELHEDSTRAENING.DK ::..

Det er menneskeligt at fejle...

Mandag d. 10 Januar 2011

Så er jeg endelig tilbage på bloggen. Det har været lidt hektisk den sidste måneds tid, så beklager ventetiden.

Denne gang vil jeg fortælle lidt, om nogle af alle de fejl, jeg selv har begået gennem tiden. Nogle har jeg lært af med det samme, og andre ting er først gået op for mig, efter at jeg har lært om læringsteori og biomekanik. Da jeg jo egentlig er ret perfektionistisk, har det af og til været svært for mig, når jeg har indset, hvilke konsekvenser, min uvidenhed har haft for mine (stakkels) heste. Jeg har altid elsket dem alle højt, og naturligvis gjort det bedste, jeg kunne, men derfor kan det stadig godt gøre ondt at tænke på, hvor dårligt nogle af dem faktisk har haft det.

Jeg husker, at vi til sidst kom af med shetlænderen Pjuske, fordi hun begyndte at bide og sparke. Dengang undskyldte jeg hende med, at jeg jo havde fået Tjalfe, og nu var hun nok blevet jaloux, fordi jeg brugte mere tid på ham. Det lød som en god begrundelse dengang. Problemet er jo bare, at heste ikke evner så komplicerede tankegange som jalousi jo er. Jeg ved stadig ikke, hvad der mon gik galt, for så meget husker jeg trods alt heller ikke ;o)

Tjalfe husker jeg til gengæld meget bedre. Han sprang så fantastisk, og vi vandt altid meget, fordi han løb så stærkt rundt på banen. For at være ærlig havde jeg ikke rigtig styr på ham. Jeg red med et meget stramt pelhambid, og det var mest et spørgsmål om at styre ham rundt til springene. At bremse, når vi først var i gang, var nærmest umuligt. Jeg red rundt med meget stramme tøjler, for bare at holde lidt igen. At give efter, kan jeg ikke huske, der var noget, der hed. Jeg red egentlig også med pisk. Altså bare for en sikkerheds skyld. Det giver ikke meget mening, for Tjalfe stoppede aldrig, og vi havde bestemt ikke brug for mere fart. Men alle red jo med pisk...!

Jeg husker også meget tydeligt, den sadel, jeg havde. Av, hvor må min brede islænder/nordbagge blanding have haft ondt i ryggen. Og i hovedet for den sags skyld – på det tidspunkt var det ikke så moderne at få ordnet hestenes tænder :o(

Med den viden, jeg har i dag, er jeg sikker på, at den kære Tjalfe nok ville have været en del mere afslappet at ride på, hvis han ikke havde været så stresset over aldrig at slippe for pres, og hvis han ikke havde haft ondt i sin krop. Og hvor er det så egentlig imponerende, hvor dygtig han rent faktisk var!

Moonlight var simpelthen en læremester af højeste karat – har jeg siden fundet ud af.

Det lod simpelthen som om, at intet ville fungere med den hest. Hun ville ikke springe og hun ville ikke gå i trailer. Hun kunne både bukke og stejle, når hun blev stresset nok. Og på dage, hvor alt pres blev taget væk, og vi kun red ”for sjov” kunne jeg springe små spring i fuld fart, snævre vendinger og nærmest uden tilløb. Men skulle vi ride ”rigtigt”, så sprang hun kun, hvis afstanden var helt perfekt, og jeg formåede ikke at forstyrre hende overhovedet.

- Noget jeg ikke var så trænet i, efter blot at have hængt fast på Tjalfe i nogle år!

Åhh hvor ville jeg dog gerne kunne gøre tingene om!

Tage Moonlight til kiropraktor, give hende en veltilpasset sadel, og give efter på de rigtige tidspunkter. Tænk, hvor ondt hun må have haft, efter at være ombord i en væltet trailer, og desuden redet med dårligt tilpasset udstyr! Tænk, hvor stresset hun må have været, over at få en så urutineret rytter, der ikke kunne hjælpe hende overhovedet.

Moonlight er her ikke mere i dag, men jeg er glad for, at jeg selv gav hende fred. Og jeg kan takke hende for, at jeg fik øjnene op for en mere hestevenlig måde at træne heste på. At jeg blev opmærksom på alle de ting, der ikke bare omhandler at ride på hestene. Udstyr, fodring, beskæring, foldtid osv. osv. osv.

Vi mennesker har heldigvis evnen til at udvikle os og blive ved med at lære. Og det er sørme også vores pligt, når vi har ansvaret for så fantastisk et dyr som hesten!!!!!

I de kommende blogs vil jeg fortælle om nogle af de heste, vi har i stalden nu. Om de udfordringer, jeg har haft med dem, og hvordan jeg har løst dem. De er alle en del af min proces mod her, hvor jeg er nu, så heller ikke med dem, har jeg måske fået startet dér, hvor jeg ville starte, hvis jeg skulle gøre det om i dag.

Kommentarer (0)

Altid i udvikling!

Tirsdag d. 14 December 2010

I min sidste blog lovede jeg jo at komme med eksempler fra mit eget arbejde med hestene. I den forbindelse har jeg tænkt på, at måske var det passende med en forklaring af min vej gennem forskellige træningsmetoder til her, hvor jeg er nu.

Jeg var jo så heldig, at da jeg var syv år gammel fik jeg min egen shetlandspony. Hun var et år gammel, mine forældre anede intet om heste, og sælgeren synes det var et fantastisk match ;o)

Vi fandt mere eller mindre ud af det hen af vejen, og jeg havde uden tvivl meget fornøjelse af ”Pjuske” som jo også blev min bedste ven.

Jeg begyndte at få undervisning i den lokale rideklub – måtte ride 3 km langs vejen for at komme til banerne. Dér mødte jeg nogle søde mennesker, som manglede en rytter til at ride deres kat. II springpony Kristoffer, og dét var lykken. Jeg var lidt for stor til Pjuske, og vi var ikke altid enige om alting. Kristoffer sprang til gengæld alt, og jeg hang bare på!

Efter nogle gode år med lånepony, var det på tide, at jeg fik min egen. Det blev Tjalfe, som var en blanding af nordbagge og islænder. Det viste sig, at Tjalfe også sprang alt, når bare jeg kunne styre ham hen til de rigtige spring. Bremser var et ikke eksisterende begreb!!!!

Set i bagklogskabens ulideligt klare lys, så ”elskede” Tjalfe nok ikke at springe så meget, som jeg troede. Men det vil jeg komme ind på senere. Han gav mig i hvert fald utrolig mange fantastiske oplevelser, og også nogle pænt store overarme ;o)

Da jeg blev for gammel til at ride pony, forelskede jeg mig i en skimmel hoppe – Moonlight. Hun lød som HESTEN for mig, og det gik da også fint, da jeg prøvede hende, men allerede da vi skulle køre hende hjem fra Århus, var hun meget stresset i traileren. Da jeg ville prøve at springe på hende hjemme i klubben, stejlede hun 50 meter fra springet. Skøn start, og det blev da også overvejet at levere hende tilbage, men da var jeg jo allerede vild med hende. Moonlight blev aldrig den drømmespringhest, jeg havde forventet, men i stedet lærte jeg en masse andre gode ting om hestetræning af hende.

Med Moonlight og min mors daværende hest havde vi et grimt uheld med trailer. Den kom i slyng, min mor måtte bremse hårdt op, og da jeg stod ud af bilen vendte den mod vores kørselsretning, og traileren lå på siden. Mors hest løb rundt på vejen, og Moonlight lå på knæ inde i traileren. Heldigvis havde de begge kun fået overfladiske skrammer, men efter det, var Moonlight ikke super vild med at gå ind i traileren. Efter at have prøvet ”alt” - med gode råd fra både den ene og den anden, vold og tvang så det gjorde helt ondt (og uden succes) fandt vi frem til Maj-Britt Carter, som i dag har HippoLogisk Træning i Sparkær og træner efter Monty Roberts principper.

Det blev et vendepunkt for hele min tilgang til træning af heste. Moonlight lærte efter lang tids tålmodighed at køre i trailer. Jeg kunne læsse hende alene (hvilket var ret fedt, når de andre på stævnepladserne ikke kunne få deres heste op), og hun stod pænt, så længe der kun var hende i traileren. Hun var nok lidt klaustrofobisk, og det fik hun så bare lov til at være.

Hos Maj-Britt lærte jeg at sætte pris på de små fremskridt, og jeg lærte super meget om korrekt timing i forhold til pres og belønning. Jeg begyndte at hjælpe med tilridning af ungheste, og hen af vejen også træning af problemheste. Vi brugte Join-Up når vi startede alle nye heste, selvom det nu aldrig har sagt mig så meget (har jo egentlig altid bare helst villet ride ;o) ).

I forbindelse med træningen af en ret problematisk bukkehest, måtte vi tilkalde en stærk mand til at holde den. Det blev mit første møde med Bo, og vi har været sammen og arbejdet sammen om tilridningen nærmest lige siden ;o)

Bo og jeg startede stille og roligt vores eget træningscenter op, og så skulle jeg jo også ud og springe og have noget undervisning i dét. På det tidspunkt var Susan Kjærgård næsten lige flyttet til Jylland, så vi kørte derned og spurgte, om hun kunne undervise uden brug af sporer og pisk. Det mente hun godt, hun kunne ;o)

Hos Susan lærte jeg først en masse ”traditionelle” ting, som vi fik tilpasset mine principper. Så mødte hun Andrew McLean og læringsteori, og så måtte vi jo i gang med det!

Og DET gav da pludselig mening for mig! Pludselig forstod jeg, hvorfor nogle af de ting, jeg havde lært hos Maj-Britt bare virkede, og jeg blev også bevidst om, at nogle ting, ville jeg måske ikke fortsætte med. Her tænker jeg specielt på Join-Up, som jeg ikke har brugt de sidste tre år. Jeg vil ikke sige, at jeg mener at Join-Up er skadeligt for hestene, men måske synes jeg bare ikke, det er nødvendigt....

Det ”sjove” var, at der rundt omkring nærmest blev to lejre – en Monty-fanskare og en Andrew-klub. Og de var fjender!!!!! Og der stod jeg så i midten, og prøvede at formulere til begge sider, at de rent faktisk gjorde rigtig mange ting ens ;o)

Forskellen for mig var, at Andrews studier var videnskabelige, og det hele gav bare så god mening for mig, som jo gerne vil have en god forklaring på alting ;o)

Siden mødet med læringsteorien har jeg bare lært så utrolig meget. Jeg blev uddannet hestemassør, og begyndte at interessere mig meget mere for, hvordan hestens krop virker, nu hvor jeg havde lært om dens hjerne.

De sidste to år har jeg udelukkende brugt på at implementere og afprøve nye ting i min daglige træning af hestene. Jeg vil ikke sige, at jeg træner ud fra ”nogens” principper. Jeg bruger dét, jeg har lært om adfærd og biomekanik, blander det sammen med mine erfaringer og tilsætter en hel del tålmodighed og konsekvens, samtidigt med, at jeg forsøger at tænke ud af boksen og finde nye løsninger på de nye udfordringer, der altid opstår i træningen af hestene.

Og dét er jo egentlig utroligt spændende, og jeg bliver jo aldrig færdig med at udvikle mig. Jeg har samtidig brugt meget energi på at finde mine egne grænser. Hvad er i orden, og hvad mener jeg ikke, jeg kan byde hestene. Må de overhovedet være stressede? Hvor meget? Må de have ondt pga. min træning osv..... Jeg har lært om sadler, beskæring, nye ting om foder, kiropraktik osv. osv. osv.

- Og ud fra dét arbejder jeg så med de principper, som vi her på stedet kalder HelhedsTræning – og som vi hele tiden udvikler på!

Hmm.... Jeg havde vist lovet, at jeg ville komme med eksempler på, hvordan viden om hestens adfærd og læringsteori bruges i den daglige træning. Og det LOVER jeg så at gøre i min næste blog ;o)

Kommentarer (0)

Fortsættelse af bloggen...

Tirsdag d. 30 November 2010

Her kommer fortsættelsen af sidste blog om hvordan, hestens hjerne fungerer:

Et signal ad gangen

Det du stiler efter, når du træner din hest, er at få dine signaler til hesten til at resultere i vaner. Når dine signaler er blevet etableret som vaner kan du føje andre signaler til eller du kan blande det oprindelige signal med andre for at fremkalde vanen. Du kan endda blande forskellige vaner.

Det er det der fx sker ved den klassiske dressurtræning - at blande vaner. Ved at give hesten signal til at gå fremad (schenkeltryk) og derpå at standse (tøjletræk), kan du få hesten til at gå mere samlet. MEN - og det er et stort men, hvis den grundlæggende vane ikke er etableret tilstrækkeligt, dvs. hvis hesten ikke har lært at gå tydeligt, villigt og ensartet fremad for schenkelindvirkningen og at standse tydeligt, villigt og ensartet for tøjleindvirkningen, vil de to signaler forvirre hesten hvis de gives samtidigt. Og en forvirret hest vil være meget tilbøjelig til at vise konfliktadfærd.

Derfor er det særdeles vigtigt kun at træne et signal ad gangen og kun at forvente en reaktion på signalet, indtil signal-reaktion forbindelsen er fuldt etableret. Tænk på dengang du lærte at køre i bil. Hvis en passager begyndte at tale med dig under kørslen blev du distraheret og begyndte at svede. Du var i konflikt fordi du havde svært ved at koncentrere dig både om at køre og at samtale. Men efter at dine køreegenskaber er blevet etablerede som vane kan du køre fra A til B uden at tænke over det nærmere. På samme måde er det vigtigt først at etablere de grundlæggende reaktioner hos hesten at gå fremad, at standse, at dreje og at vige med bagparten. Hvis ikke vil du hurtigt få en problemhest, en forvirret hest i konflikt.

Undgå "tillært hjælpeløshed"

Under naturlige forhold er heste sjældent i konflikt i længere tid ad gangen, fordi de under frie forhold kan løse deres problemer ved at følge deres instinkter. De kan flygte fra skræmmende situationer, de kan opsøge græs eller andet at æde hvis de er sultne, eller de kan true eller angribe en anden hest hvis de er bange for at miste position. Men hvad gør en hest der bliver redet, når trykket fra biddet i dens mund siger den skal standse og trykket fra schenklerne på dens sider siger den skal gå fremad? Denne simple (men hyppige) situation medfører konflikt hos mange heste. Derfor er det så vigtigt at træne hesten til selv at opretholde sin kropsholdning. Det bedste bevis for at hesten har lært det, er at give efter for tøjlerne i nogle få sekunder. Hvis den bevarer tempo og holdning har den lært det korrekt. Men hvis den går hurtigere eller mister sin holdning har den ikke lært det.

En hest der udsættes for konstant tryk (fx fra biddet) udvikler det, psykologer kalder 'tillært hjælpeløshed', hvilket betyder at hesten tilpasser sig smerten. Men tilstanden har en pris, og prisen betales i form af adfærdsproblemer. I værste tilfælde kan hesten begynde at beskadige sig selv, i mindre slemme tilfælde at den begynder at skrabe, når den står stille eller at den bliver aggressiv under opsadlingen. Hesten kan begynde at vise problemer når den skal dreje eller at blive ængstelig når den skal gå væk fra stalden. (Konflikt manifesterer sig ofte, når hesten føler sig mindst sikker.) Eventuelt kan den begynde at stejle, bukke, eller den kan udvikle stresskolik.

Heste har ikke moral

Alle nutidige træningssystemer fokuserer på vigtigheden af hestens "underkastelse", og de fleste ser megen adfærd som dominant adfærd, som fx når hesten trænger sig ind på trænerens individuelle område. Denne indstilling taler om at vinde hestens 'respekt'. Problemet med denne måde at betragte tingene på er blot, at hvis hesten skulle kunne besidde en bestemt 'attitude', skulle den også kunne skelne mellem rigtigt og forkert. Den skulle være i besiddelse af en vis grad af moral. Måske er det rigtigt at hesten har det. Men hvis den ikke har det, har vi et stort problem. Ved at antage at hesten har moral, gør vi den ansvarlig for sin adfærd. Det retfærdiggør at vi bebrejder den, når den begår en fejl, at den ved hvad vi forventer af den trods vores uklare krav til den. Det, at den alligevel ikke gør som vi forlanger, er blot et tegn på ulydighed hvilket berettiger os til at straffe den.

Giv aldrig hesten skylden

Endvidere er der andre rationelle grunde til ikke at give hesten skylden for sin adfærd. Enhver manøvre som hesten udfører og som vi måtte betragte som et eksempel på dominans, er simpelt hen en tillært respons. Hesten lærer at gå ind på dit område, simpelt hen fordi den bliver belønnet ved at du går til side for den. Det, at du ikke irettesætter den virker som en belønning. Hesten går dårligt når du fører den fordi den bliver belønnet for sin manglende indsats ved ikke at blive korrigeret. Men hvad der er meget værre er, at den viser flere forskellige reaktioner på et bestemt signal, hvilket i sig selv kan føre til konfliktadfærd. Når du trækker hesten fremad, går den ikke kun fremad men også lidt til siden, eventuelt i for langsomt et tempo og lign. Og jo mere i konflikt hesten kommer, eller jo mere konfliktadfærd den viser, desto mindre korrekt reagerer den på andre signaler og i andre situationer. Dette giver den frihed til at forsøge andre adfærdsreaktioner, som regel 'antisocial' adfærd. I stedet for at gå ind i dig støder den nu til dig med hovedet. Dens medfødte sociale instinkt øger dens konfliktrelaterede reaktioner når den føler at den befinder sig i en konfliktsituation.

Det som videnskaben tilbyder os er et lille vindue gennem hvilket vi kan lære hesten bedre at kende; ikke at kende den som vi bilder os ind vi kender den, men at kende hestens mentale styrker og begrænsninger, således at vi kan træne den med mere forståelse og følsomhed. Tålmodighed er ikke nok. Vi skal kende de principper hvorpå træningen skal baseres.

I min næste blog vil jeg give praktiske eksempler på mine egne erfaringer med læringsteori i træningen af hestene.

Kommentarer (0)

Hestens hjerne...

Mandag d. 22 November 2010

Som lovet i min sidste blog vil jeg denne gang komme ind på, hvordan hestens hjerne fungerer, og hvordan den lærer. For min egen nemheds skyld, har jeg sakset og klippet lidt i en super god artikel af Andrew McLean. Den forkortede version kommer her:

Hestens hjerne vejer ca. et halvt kilo og er højt specialiceret til det, hesten har brug for. Derimod har heste ikke evnen til at ræsonnere, fantasere eller hævne sig.

Hestens hjerne har fra tidernes morgen udviklet sig til at være ekstremt effektiv, fordi den er et meget "dyrt" organ at vedligeholde, hvad foderenergi angår.

Hesten har ikke en højt udviklet pandelap, som hos mennesket er sædet for ræsonnement og abstrakt tankevirksomhed. For et dyr, der lever af at græsse, er evnen til at kunne ræsonnere for kostbar en luksus, som det ikke har brug for. Der er ikke plads i hestens hjerne til ekstreme følelser som kærlighed eller had. Der er heller ikke plads til fantasi, hævn og moral, eftersom instinkter tjener hesten meget bedre.

Hesten har en enorm hukommelse og evne til at diskriminere, den har evnen til at vælge den løsning ud af mange forskellige, som resulterer i en belønning, den kan generalisere og lære ved forsøg-fejl fremgangsmåden, ofte efter kun et forsøg, og og den associerer signaler eller tegn til bestemte begivenheder.

Hestens manglende indsigt er grunden til, at den bliver stående ude i regn og blæst i stedet for at gå ind i sit læskur. Først efter at den ved et tilfælde finder ud af, at det er behageligere at stå derinde, begynder den at vælge skuret for at få læ.

Hjernen delt i tre

Pattedyrs hjerner er det mest fantastiske af alle organer, og deres basale opbygning er ret simpel. Hjerner kan opdeles i tre dele, den basale del, den mellemliggende del og den ydre del. Funktionen af den basale del er hovedsaligt at regulere kroppens funktioner, såsom at regulere indholdet af ilt, vand og næring i kroppen. Mellemhjernen tager sig af instinktiv adfærd såsom fødesøgning, fødeoptagelse, seksuel adfærd, flugtadfærd og socialadfærd. Hesten fødes med et færdigt "program" for alle de instinktive adfærdsmønstre, den vil få brug for igennem hele livet. På en måde har denne del af hjernen en færdiglavet intern struktur af hestens ydre verden. Nervebanerne er forudbestemt.

Hesten fødes med et motorisk program for at gå i skridt, i trav og i galop, for at lave changement, at patte, at blive bange for bestemte former, at være ekstra forsigtig omkring vand, huler og grøfter, og for at parre sig senere i livet. Den ydre del af hjernen, hjernebarken, benyttes hovedsaligt til at lagre indlært information, altså hukommelse, samt til at udføre forskellige processer. Som ethvert hestemenneske ved, har heste en fotografisk hukommelse. Hukommelsen lagres intakt. I modsætning til menneskets hukommelse, som ændres og sløres af lignende hændelser der kan være sket tidligere eller senere, fremkalder hesten kun sin hukommelse, når den samme stimulus (fx et bestemt synsindtryk) er til stede. Af den grund er hestens hukommelse meget mindre udsat for at forvrænges. Hvis noget ændres i landskabet, bliver hesten først mistænksom, derpå vænner den sig til ændringen og til sidst opdaterer den sin hukommelse om landskabet.

De tidlige stadier af hukommelsen (eller rettere de lærte reaktioner eftersom hukommelse hos heste mest består af adfærdsreaktioner) lagres i hjernen som spinkle nervebaner og netværk. Jo mere den samme reaktion gentages i forbindelse med den samme stimulus, desto mere etableret bliver nervebanen. En nervebane er en række af nerveceller der er knyttet sammen med nerveforbindelser (de såkaldte synapser). Ved hver nerveforbindelse findes et utal at andre forbindelser, men når en bestemt forbindelse er veletableret på grund af mange gentagelser, er det denne bestemte forbindelse der altid vælges først. Det er hukommelsen i synapserne der sørger for at en nerveimpuls altid fører hen til de nerver, der giver den ønskede reaktion. Efter et passende antal gentagelser dannes et stabilt adfærdsmønster eller en vane. Hos pattedyr kan indlærte adfærdsreaktioner modificere instinktiv adfærd og derved hæmme eller forstærke instinkterne. At springe til side for noget skræmmende er nøjagtig en sådan reaktion: en adfærdsreaktion der er blevet forstærket gennem gentagelse, indtil den er blevet en vane. En lydig hests adfærd er det samme: indlærte reaktioner som under menneskets kontrol hæmmer dens instinktive adfærd såsom at løbe, at gå i panik, at æde, socialisere eller at parre sig.

Susan Kjærgård har lavet en meget fin beskrivelse af, hvordan stierne i hestens hjerne fungerer, og hvordan hun træner ud fra dette. Du kan finde historien her:

www.blueberryhill.dk/content/view/69/96/

Fortsættes.......

Kommentarer (0)

Uvidenhed eller u-vil-videnhed?

Torsdag d. 4 November 2010

Jeg tror ikke, at mennesker bevidst gør ting for at skade deres hest. Eller det håber jeg i hvert fald ikke. Jeg tror i hvert fald helt bestemt ikke, at der er nogen mennesker, der gør ting mod deres hest, fordi de er onde. Jeg tror, at alle, der har hest, er glade for den, og gør deres bedste for at passe den godt.

(Jeg er ikke naiv – jeg tror blot på det bedste i alle mennesker)

Nogle gange ser det måske ikke helt sådan ud. Men jeg tror stadig, at mennesker, der slår/sparker/pisker deres hest, gør det, fordi de ikke ved bedre. Eller fordi de er frustrerede og afmægtige. Jeg håber ikke, at der er nogen, der er opdraget til, at fordi det er er dyr, er det okay at mishandle det. - Men måske ved de alligevel ikke, at dyret ikke er i stand til at forstå meneskets komplekse tankegang. At det ikke lærer noget af, at blive slået. At det ikke forstår straf, som voksne mennesker forstår det.... (min næste blog kommer til at handle om, hvordan hestens hjerne fungerer, og hvordan de lærer).

Som jeg har skrevet tidligere, prøver jeg at lære at acceptere, at på dét plan, kan jeg ikke gøre ret meget. Så jeg tænker over, hvad jeg kan gøre i det små. Og det viser sig, at jeg jo intet kan gøre, hvis hesteejere ikke selv er klar over, at de har et problem!

For så søger de jo ikke hjælp!

Heldigvis sker det trods alt af og til, at en ny elev for sig forvildet herud. Måske ikke fordi der er specielle problemer, men det sker desværre ofte, at der måske var et par ting, de ikke lige var klar over. Og det er jo okay – for nu kan vi jo hjælpe hinanden til at finde en løsning på problemerne!

Som regel får vi en snak om tingene hen af vejen. Hvis man som rytter ikke véd, hvor stor skade det kan gøre på hesten, at sadlen ikke passer optimalt, at tænderne ikke er blevet tjekket eller at hovene ikke er i orden, så er det dæleme heller ikke nemt! Og der er forbavsende mange, der ikke ved den slags! Og selvom jeg skrev i min sidste blog, at det er mit ansvar som hesteejer, at sætte mig ind i den slags, så har jeg også opdaget, at man jo også er nødt til at hente sin viden de rigtige steder. For jeg kender da mange, der slet ikke går så højt op i, om sadlen passer eller om rytteren sidder korrekt. Og de vinder jo præmier alligevel, så det må vel være godt nok...?

Èt er uvidenhed – det kan vi gøre noget ved, og det kan man ikke klandre nogen for. Hvis en rytter virkelig ikke véd, at sadlen ligger dårligt (måske fordi en anden underviser har sagt god for den), så må vi bare tage den derfra. Rytteren har jo gjort det bedste hun/han kunne, og så må vi måske lige justere kursen lidt (nogle gange en del ;o) ).

Men når uvidenhed i stedet handler om u-vil-videnhed, så står jeg altså af. Når en rytter afviser at prøve min sadeltester, fordi det lyder dyrt? Eller fordi det ikke er nødvendigt? Eller fordi vedkommende godt ved, at der er et problem, men så længe man kan lukke øjnene for det, kan man ikke gøre noget ved det?

At bilde sig selv og andre ind, at man er uvidende om hestens problem, og derfor kan fralægge sig ansvaret med et ”jeg har gjort det bedste, jeg vidste” er simpelthen ikke godt nok, hvis man har bare den mindste mistanke om, at noget er galt ( Og i værste fald kommer nogen til skade, når hesten til slut ender med at sige HELT fra).

Jeg synes for pokker heller ikke det er sjovt, når der kommer en ny elev, og jeg skal fortælle, at vedkommende nok hellere må holde ridepause, til vi har løst nogle af hestens problemer. Og da slet ikke, hvis det er et barn, der bare gerne vil ride på sin pony. Men det gør i det mindste ikke ondt på barnet, ikke at måtte ride. Dét gør det på ponyen, hvis jeg lukker øjnene for dens problemer.....

Kommentarer (3)

Tanker om ansvar

Lørdag d. 16 Oktober 2010

Jeg har tænkt rigtig meget over tingene, siden jeg skrev min sidste blog. Det er virkelig komplekst og besværligt at have hest!

Der er bare SÅ mange ting, man er nødt til at vide, for at hesten trives og fungerer optimalt. Det er desværre ikke nok, at den får mad og vand hver dag. Den skal også ha' ordnet hove, raspet tænder, vaccineres og have udstyr, der passer den. Min erfaring har efterhånden lært mig, at også næsten alle heste er skæve i deres skelet allerede inden tilridning, så her hos os bliver de også tjekket af en kiropraktor, så jeg ved nøjagtigt, hvilke fysiske ting, jeg skal tage højde for, når jeg (til)rider eller træner en hest.

Som jeg skrev i mit sidste indlæg, føler jeg et enormt ansvar for de heste, jeg har i min varetægt. De er ene og alene afhængige af min indsats for at have det godt. Og jeg mener, at det er mit ansvar, at min hest har det godt både fysisk og psykisk. Det kan selvfølgelig være svært altid at vide, hvornår hesten ikke trives optimalt. Derfor er jeg så utrolig opmærksom på alle de små signaler, den sender mig. Er den blevet bare en lille smule sur, når jeg kommer med sadlen? Er den begyndt at tygge i alt, hvad den kan få fat i? Skraber den i boksen eller på staldgangen? Klaprer den med tænderne? Går den bag lod, selvom jeg aldrig nogensinde har lært den det? Slår den hovedet i vejret, når jeg tager i tøjlen? Prøver den hele tiden at galloppere i stedet for at trave? Bliver den pludselig ”doven”? Eller ”frisk og elsker at lave noget”?

At alle disse små ting er tegn på fysisk eller psykisk stress, er jo noget, jeg har lært hen af vejen. Jeg mener, at det er min pligt som hesteejer, at sætte mig ind i, hvordan hesten fungerer rent mentalt og hvordan dens krop fungerer. Jeg kan selvfølgelig ikke vide alt, og det er også okay. Jeg véd, at jeg kan spørge om hjælp, hvis jeg er usikker. Men det er stadig kun mig, der har ansvaret for at lægge mærke til små ændringer i min hests adfærd eller bevægelsesmønster. Hvis jeg begynder at komme i tvivl, eller har en fornemmelse af, at noget er galt, er det kun mit ansvar at søge hjælp!

Det er naturligvis ofte en ret svær balancegang, for hvordan vurderer man, om hesten har et problem og hvor stort det er? Hvor stresset ”må den være”, for at det er okay? Må den overhovedet have bare en lillebittesmule ondt?

I starten, da jeg blev opmærksom på disse ting kunne jeg næsten ikke træne mine heste. Jeg blev frustreret, hvis de viste det mindste tegn på ømhed eller stress. Hvis ikke alle forholdsregler var taget, kunne jeg højst svinge mig op til måske at skridte lidt rundt. Sjovt nok blev mine heste ikke bedre af det – nogle gange kræver det faktisk træning at komme over et stresspunkt eller at forbedre hestens bevægelsemønster ;o)

Jeg hader bare at indgå kompromis – jeg er desværre så perfektionistisk, at det frustrerer mig, når jeg ikke kan få alt til at virke – NU!

Men det er bare ærgerligt, for det må jeg lære, når jeg vil arbejde med heste. Intet kommer NU og jeg må konstant udvikle mig, lære mere, spørge og vurdere, og rode på bunden af min værkstøjskasse for at grave erfaringer frem, tænke kreativt og ud af boksen, planlægge og lægge nye planer, når planlægningen ikke holder!

hh, hvor jeg dog elsker mit arbejde ;o)

Kommentarer (1)

At være frontkæmper

Lørdag d. 9 Oktober 2010

Min søde og dygtige coach siger, at jeg er type 8 i enneagrammet - Frontkæmper. Frontkæmperen er bl.a. karakteriseret ved at være beskyttende og forsvare de svage og udsatte. I mit tilfælde er det så hestene.

Måske er det derfor, at det gør ondt i hele min krop, når jeg ser/hører om en hest, der ikke har det godt. Det behøver såmænd ikke være fordi den sulter, eller på anden måde er misrøgtet. "Bare" dét, at den har det psykisk eller fysisk dårligt pga. stress eller dårlig ridning kan gøre, at jeg får det helt skidt. Jeg kan ikke falde i søvn, fordi jeg ligger og tænker på, om der mon er noget, jeg kan gøre. Jeg bliver ked af det, frustreret og ja - endog lidt vred!

Måske fordi jeg er så magtesløs - jeg prøver virkelig på at acceptere, at jeg bare ikke kan redde alle. Jeg er også kommet dertil, at jeg jo nok ikke personligt får overbevist den samlede danske rytterverden om, hvad der er godt og skidt for hesten ud fra et biomekanisk og læringsteoretisk synspunkt.

Jeg har accepteret, at jeg må gøre dét jeg kan i det små. Derfor føler jeg et enormt ansvar for enhver hest, der bare har sat sin hov på min staldgang. Fra dét punkt, er dens velvære jo nærmest mit ansvar resten af dens liv!

- men det er jo bare ikke muligt, at alle hestene kan være hos mig resten af deres liv :o(

Derfor er det så forfærdeligt svært for mig at sælge mine heste. Jeg har endelig accepteret, at jeg ikke kan beholde dem alle, men jeg sælger absolut ikke til hvem som helst!

I løbet af sommeren har jeg solgt seks heste - udelukkende til mine elever, som jeg véd vil passe dem godt, og komme og spørge om råd, hvis de får problemer eller bare er det mindste i tvivl. Det gør mig glad og tryg, at jeg kan slippe en smule af ansvaret, uden at være i tvivl om, at "mine" heste stadig har det godt.

Det eneste problem er, at jeg er ved at løbe tør for elever, der mangler hest ;o)

Hilsen fra Frontkæmper Frida ;o)

Kommentarer (1)

Tanker om min seneste kontrol

Lørdag d. 2 Oktober 2010

Pyh - i onsdags var jeg inde og få svar på den seneste CT-scanning. Jeg var faktisk slet ikke nervøs denne gang. Jeg har været inde til klinisk tjek et par gange de sidste par måneder, for jeg synes brystet har ændret sig i form og størrelse. Min søde læge har sagt, at det ihvertfald ikke så dramatisk ud, og derfor har vi ventet på scanningen. Vejrtrækningen er ikke blevet værre, formen er blevet bedre, så jeg synes egentlig jeg har det ret godt.

Derfor blev jeg også noget overrasket, da lægen sagde, at svaret var lidt blandet. Det positive var, at antihormonerne, som jeg har fået de sidste 4 mdr. har virket på lungerne, og dér er kræften blevet mindre :o)

Det negative er, at kræften i lymferne i den venstre armhule åbenbart ikke har været modtagelig, og derfor er vokset :o(

Øv, øv, øv! Så nu er jeg gået i gang med en ny kemo med det samme. Jeg kan få den i pilleform, og skal have 15 piller fordelt på tre gange om dagen. Det er jo okay, at jeg ikke skal ind på sygehuset hele tiden, men jeg kan nu også godt forestille mig, at jeg kunne blive lidt træt af piller ;o)

Der er heldigvis ikke så mange bivirkninger ved denne kemo, og jeg taber ikke håret - hurra!!!!!

Jeg har det også helt okay med, at jeg skal have kemo igen. Det skræmmer mig ikke længere. Dét, jeg bliver skræmt af at tænke på er, at nu er det jo kemo nr. tre - hvor mange mon de har endnu?

Dét fik min mor (som altid er med ved svar på kontrol) og jeg heldigvis en rigtig god snak med lægen om. Så nu er der en plan for de næste tre behandlinger, jeg kan få, efter denne. Så håber jeg, at disse piller virker godt og længe, og så kan forskerne forhåbentlig nå at opfinde nogle nye kure, inden jeg har opbrugt de muligheder, der er pt.

Så nu er jeg ovenpå igen, efter et par dage, hvor jeg ikke lige synes livet var så retfærdigt. Det hjælper godt nok også på humøret, at man ikke får det dårligt at kemoen!

Det skal nok gå - for det SKAL det jo ;o)

Positive hilsner fra Frida

Kommentarer (0)

Velkommen til bloggen!

Lørdag d. 24 Juli 2010

YES - endelig har jeg fået min egen blog, hvor jeg vil skrive lidt om mine tanker angående heste og træning, men sikkert også om alt muligt andet, der optager mig.

Fortsættelse følger..... ;o)

Kommentarer (0)